Warning: mysql_num_rows(): supplied argument is not a valid MySQL result resource in /var/www/html/dtusat1/includes/header.inc.php on line 28
DTUsat-1: System Engineering - Minutes
DTUsat logo
DTUsat sites
DTUsat Project
» DTUsat-1




System Engineering


Date: 11-11-2002 By: Niels Holmgård Andersen
Referat af SysEng mandag 11/11

1) Status for struktur og interfaces
Alle mekaniske interfaces skulle nu ligge fast. Printlayouts er sendt ud til alle grupper. Hovedtegningen kan ses på dtusat-siden i AutoCad og DXF-format som "print.dxg|dxf" under SysEng.

- Indkøb af strukturer og lim
Aalborg er gået i gang med at fremstille to rammer til os for 43.000 kroner. Fællesværkstedet gav, kort tid efter at vi havde sat Aalborg i gang, et tilbud på 16.000 kr for to, men det var desværre for sent til at afbryde deres værksted.

DSRI har fundet og indkøbt lim til solcellerne, 110 gr. for 4.100 kr. Man må sige at vi er begyndt at bruge penge lige pludselig!

- Fremstilling af en fysisk model
Det mest kritiske i strukturen lige nu er at finde ud af om den holder, dels fysisk i forhold til rystelser, og dels konceptmæssigt i forhold til samling. For at finde ud af begge dele så hurtigt som muligt skal vi have bygget en god mekanisk prototype.

Aalborg regner med at kunne sende os to færdige rammer først i næste uge, så for at kunne samle så meget som muligt når den kommer, skulle vi gerne have en printkube klar i de nye mål inden da. Grunden til at bygge endnu en prototype er at kunne fange fejl i stik, ledningsplacering etc. så hurtigt at det kan rettes inden december og flightprintene. Ved at bygge den af print med rigtige mål kan vi også fange mere graverende fejl, samtidig med at vi er sikre på at flightprintene virker mekanisk hvis prototypen gør.

De grupper der har et layout allerede nu afleverer film med top og bund til mig senest torsdag morgen. Jeg har lavet en aftale med 327, så de har sat tid af til at nå at fremstille dem i løbet af torsdag. De grupper der endnu ikke har lagt print ud, giver mig besked om evt. rettelser til de interfacetegninger der er sendt rundt, så skal jeg nok lave printene. De bliver i 2-lags, ikke gennempletteret, så inderlag er ikke nødvendige.

Laserlaboratoriet vil gerne hjælpe os igen med yderplader til en prototype, så nu mangler kun antennesiden og payloadsiden i prototyper.

Vi spurgte i sidste uge Josef Polny fra DSRI om sammenlodning af printene var en god ide efter at det var fremme på sidste møde. Det er det, det giver en god og hurtigt samlet forbindelse. Der er siden opstået spørgsmålet om det vil være en god ide at føre jordplanet igennem sammenlodningerne udover i stik. Det spørger Niels DSRI om.

2) Status for grupper
OBC er med, interface mod tether ikke testet endnu. Interface mod ACDS ser ud til at fungere. Brænder til PROM bestilt og skulle ankomme omkring 1. december. Flightprint næsten færdigroutet. REG103 er muligvis ikke god nok til kapacitative belastninger - skal undersøges! OBC undersøger det nærmere.

ACDS er i gang med at route flightprintet. Magnetorquerdriver er valgt og testet op mod en reel spole. Switch-frekvensen kan ændres i flightsoftware for at undgå for stor selvopvarming.

Software går ikke så stærkt som forventet. Arbejder stadig med magnetfeltsmodellen. Har ikke kontaktet den gamle ACDS-gruppe. Det er ikke meget kritisk, men det ville være meget rart at kunne teste softwaren op mod integrationsmodellen 1. dec., også for at fastholde momentum i softwaregruppen. Interfaces til driverne er kendt, og skal sendes direkte til ACDS software. Mogens taler med dem.

Solsensorer er i gang med at montere en prototype. Selve sensorerne har nu reageret på lys! Tidsplan: Funktionsdygtig prototype klar 1. dec., flightmodeller klar ultimo december. Indpakning er stadig ikke fuldt besluttet, men afgøres i løbet af denne uge. Den runde carrier er muligvis ikke så sikker som vi har troet med hensyn til bondetrådene, da de kommer til at sidde løst og gå op over chippen. De skal derfor beskyttes med lim. Keramiksubstratet er muligvis nemmere at arbejde med, da der kan sættes ben fast i det og det dermed ikke skal limes. Mekanisk interface er udleveret til Martin.

Henrik fremviste en magnetorquer viklet i polycarbonat og indstøbt i epoxy. Så snart de endelige mål er afklaret er han klar til at fremstille flightmodellerne. Fillfactoren er bedre end forventet, så dimensionerne kan muligvis komme lidt ned i forhold til ACDS' oprindelige specifikationer.
I Y-siderne er strukturens indre mål 75.2 x 83 mm, i Z- og X- er målene 83 x 87 mm. Højden er ukritisk, skal bare være indenfor 6.5 mm (strukturens tværsnit). Klaus og Henrik ser nærmere på de endelig mål efter at Jesper (antenner) er taget med på råd.

Power har endnu ikke en effektiv latch-up beskyttelse lavet i trelags. Thomas tager til Alcatel i morgen for at få det til at fungere. Hvordan er det lavet af andre før? Kan Måling og Instrumentering hjælpe os, fx Wulff, 327/105? Dette problem skal løses i løbet af denne uge.
Et andet muligt problem er latch-up i regulatorerne. Det blev besluttet løst ved at placere en enkelt MAX4373 i udgangen af 3V6 fra power for at beskytte mod latch-up i regulatorerne. Tilbageførsel fra OBC af en lavstrøms reguleret og beskyttet 3V3 forbindelse realiseres til Powers ADC'er og temperatursensor. Thomas, Malte og Jonas taler sammen om strømforbrug og realisering. Common-mode støj fra SEPIC-konverteren på powers stelplan modvirkes ved at minimere dem ved kilden, men kan muligvis komme op på en amplitude på op mod 100 mV.

Åh ja, og radio: Vi har testet transceiveren og kan foreløbig sende, men ikke modtage. Power amplifieren er bygget om og fungerer nu tilfredsstillende. Low noise amplifieren er begyndt i design. Modem er ved at blive lagt ud. Alt i alt er radiogruppen presset, men knokler på.

3) Evt.
Budget: Vi ligger omtrent på budgettet. Mogens vender tilbage med et mere præcist overblik, men har ikke de sidste udgifter med endnu.

MIC: Chalmers er i gang med at producere masker til elektronemitteren, muligvis som vennetjeneste, men ellers bruger vi pengene (ca. 20.000) til maskefremstilling.

Solsensorerne har et enkelt komponentproblem med levering af A/D-konvertere, hvor distributørerne ikke vil sælge færre end 250 til en pris af omkring 5000 kr. Prøv at tale direkte med chipfabrikanten, det har hjulpet for flere andre grupper.

Magnetorquerne er meget billige i fremstilling, så noget af ACDS-budgettet kan flyttes over til solsensorerne hvis nødvendigt. (ca. 20.000).

Ledning skal vælges og købes. Alcatel eller Terma kunne muligvis sponsorere et par stumper, da der muligvis er lang leveringstid! Ellers har 327 måske noget? Vi skal ikke bruge særlig meget, da satellitten er lille og vi har langt de fleste forbindelser liggende i printkuben, men en meter fladkabel ville være rart at få fat i. Hvad bruger Aalborg?

Afgørelse af forbindelse til solcellerne - skal der bruges parsnoet ledning eler et fladkabel med plusforbindelsen flankeret af 2 groundforbindelser. Fordelen ved fladkabel er et muligt mindre dipolmoment og lettere montering. Henrik taler med Josef om det. Hvor slemme er almindelige gode fladkabler mht afgasning og temperaturområde? Magnetorquernes placering og ledningsforbindelser afgøres af Klaus i samarbejde med Josef og Henrik.


Herefter var der behov for at kigge lidt nærmere på nogle specifikke interfaces, men da ingen i payload- og antennegruppen var mødt op, faldt disse punkter.

4) Payloadinterface
Der er payload-stormøde med alle grupper og vejledere onsdag morgen, hvor en endelig løsning vælges og alle interfaces og ansvarsområder fordeles.

5) Antenneinterface
- Placering af solsensor og kabler
- Placering og form på magnetorquer

Niels taler med Jesper og Henrik om dette i løbet af denne uge.


Alt i alt kører alt fremad så hurtigt som muligt - hvilket til gengæld også er absolut nødvendigt.

/Niels